Ingen kommentarer

Når skilsmissen truer om hjørnet er man i voldsomt underskud af bekræftelse, nærvær og opmærksomhed og man tvivler enormt på ens attraktivitet. Derfor er man i den oplagte målgruppe for at være utro, og for at kysse med kollegaen til firmafesten – til det arrangement, hvor man er i trygge omgivelser, har fået lidt for meget at drikke, og hvor kollegaen, som man i øvrigt har talt så godt med de sidste måneder, pludselig også ser knald godt ud. Den kollega som i øvrigt hele aftenen er opmærksom på, om du mangler noget at drikke, giver dig et kompliment hist og pist, som danser fantastisk og har de helt samme holdninger som dig, uanset hvad I taler om.

Skønt med opmærksomhed
Hvem vil ikke falde på halen over den opmærksomhed, når man i måneder eller nok snarere årevis, har været i underskud på den konto, og ikke mindst er blevet mere og mere bekymret for, om man overhovedet længere kan mærke behov og lyst.

Dårlig cocktail
Behøver jeg at sige, at det er en virkelig dårlig cocktail til et skrantende ægteskab. Alligevel er det ofte det jeg oplever, når ulykkelige kvinder og mænd sidder i min praksis. Selvom der ikke findes dokumenterede tal på, hvor ofte utroskab er en del af en skilsmisse, så vil jeg med min egen lille lomme-statistik våge den påstand, at halvdelen af dem, der vælger skilsmisse, har været deres partner utro.

Hvad sker der, når man er utro
Der er flere former for utroskab, dem der er utro (måske igen og igen), men elsker deres partner derhjemme, og dem som jeg vælger at fokusere på, nemlig dem der er utro fordi de er i underskud på nærværs og kærlighedsfronten. Kort fortalt sker der det, at du bliver fanget af spænding, opmærksomhed, af at mærke sommerfuglene i maven, af nærvær, af følelsen af samhørighed, og så tager det ene skridt det andet og inden du ser dig om, har du været din partner utro. Skal jeg være meget generaliserende her, så er mænd ofte utro på grund af sex, og uden en masse tanker omkring det.

Måske bliver de undervejs forelskede, men opstarten handler som regel om sex. Kvinder derimod tænder på opmærksomheden og lysten til sex, men er slemme til at skabe en illusion om personen og om en eventuel fremtid med vedkommende. Enhver læser vil sige, jamen de kender jo nærmest ikke hinanden – og nej, det er det der er udfordringen, men det ændrer ikke ved, at det kommer mange kvinder til at glemme undervejs, og fordi der bliver talt en masse, og det bliver lagt sammen med en masse tanker omkring ham, så synes kvinden lynhurtigt at hun kender ham vildt godt, og står nu i dilemmaet partner eller elsker.

Kan man vælge mellem elskeren og partneren derhjemme?
Det ultra korte svar er et klart og rungende NEJ! Lad mig uddybe det lidt. Hvis du sidder med papiret og vil lave for og i mod, så er du ved at sammenligne partneren du har kendt i mange år, med din helt fantastisk spændende kollega. Partneren der er en del af vasketøj, madpakker, rengøring og alt omkring børnene.

Partneren, du kommer hjem til, når du er træt efter en lang arbejdsdag, og som du har tid med, når alt andet er klaret og I skvatter trætte om i sofaen, og som du brokker dig til omkring alt mellem himmel og jord. Den spændende kollega, som du taler med, når du har gjort lidt ekstra ud af dig selv, som du taler med uden at blive forstyrret, som du ikke har en masse historik på, og derfor lytter meget opmærksom uden forudindtagede holdninger. Kollegaen som gør sig umage for at fremstå i sin bedste udgave.

Når skilsmissen truer
Når skilsmissen truer, så er det fordi det ikke længere er muligt at finde de kærlige følelser for partneren, fordi sexlivet slet ikke fungerer, fordi der er for mange skænderier, fordi livet er blevet ligegyldigt eller fordi man vil noget helt forskelligt med fremtiden. Når man som jeg skralder lagene af, og går et spadestik dybere, når jeg sidder med skilsmisseramte mennesker i min praksis, så oplever jeg, at begge parter næsten altid mangler opmærksomhed fra partneren, glæde ved at være sammen og det nærvær, der gerne skal være i et parforhold – det, der differentierer ægteskabet med et plantonisk venskab.

Det nærvær og de følelser opstår i forhold til den spændende kollega, men opstår ikke nemt i en dagligdag, hvor alt gøres som man plejer, og derfor er det nærmest umuligt at få vægtskålen til at pege mod partneren.

Græsset er ikke grønnere, end der hvor du vander det, og i ovenstående sammenligning, er der med alt tydelighed blevet vandet mest i forhold til kollegaen. Hvad ville der ske, hvis du gjorde dig lige så umage i forhold til din partner? Jeg garanterer jer for, at dit ægteskab ikke får det bedre af, at du er utro.