Ingen kommentarer

Du kan med rette spørge dig selv, hvad du dog skal med et billede af en tennisbane, men det skal jeg fortælle dig. Et indre billede af en tennisbane kan nemlig hjælpe dig i rigtig mange sammenhænge, både i forsøget på at undgå skilsmissekonflikter, men også i forhold til mange andre sammenhænge. Ja faktisk var der en af mine klienter, der sagde til mig for noget tid siden, ”Hvad skulle jeg dog have gjort uden mit indre billede af en tennisbane”.
Hun bruger billedet af en tennisbane i forhold til hendes skilsmisse og forskellige skilsmissekonflikter mellem hende og eksmanden, men den kan som sagt også bruges i forhold til dine børn, en potentielle kæreste, familiemedlemmer, kolleger – ja i det hele taget i forhold til alle du omgås.

 

Tænk på en tennisbane, hvor du ejer den ene banehalvdel. Vedkommende du har en form for situation med, står på den anden banehalvdel. Vedkommende skyder bold over på din banehalvdel, det kan være sig med hårde ord, med påstande, med beskyldninger, med manglende initiativ, eller noget helt andet. Måske føles det som om vedkommende mest af alt forsøger at smashe bolden over i hovedet på dig, i håbet om at du føler dig hårdt ramt. Måske føles det som om vedkommende slet ikke ser, at du står på din banehalvdel, med forventninger og er klar til at starte spillet mellem jer.

 

Uanset, hvordan bolden afleveres på din banehalvdel, så har du flere forskellige muligheder. Du kan vælge at smashe bolden tilbage i håbet om at ramme prik lige mellem øjnene. Du kan ramme bolden stille og roligt og lande bolden sikkert hos din modspiller, eller du kan bukke dig og lade bolden passere uden at du bliver ramt.

 

I forbindelse med skilsmissekonflikter kan man stå i en situation, hvor det føles som om, man ikke har nogle valgmuligheder, som om man bliver nødt til at reagere på en bestemt måde, når bolden rammer ens banehalvdel. Men hvem har sagt at du skal spille tennis lige nu? Hvem har sagt, at du ikke bare skal lade bolden passere? Hvem har sagt at du er gået på banen for at vinde? Hvem har sagt at du ikke skal invitere til en pause, eller måske til at spille double?

 

Den kvindelige klient, der dagligt brugte billedet af tennisbanen for at sikre hendes adfærd, stod dengang lige midt i en sag om børnesamvær. Hendes eksmand ønskede ikke et samarbejde, men ville have mere tid med børnene. Han skød en bold over på hendes banehalvdel med en invitation til et møde i Statsforvaltningen (en af de invitationer, man ikke kan takke pænt nej tak til!). Det gælder om at holde hovedet koldt i sådan en situation. Det gælder om at lade sig påvirke mindst muligt i dagligdagen. Det gælder om at spille bolden rigtigt under mødet, og så gælder det i det hele taget om at tænke på, at det uanset hvordan man spiller kampen, så kan man ikke styre andres adfærd.

 

Hånden på hjertet, hvor mange gange har du ikke forsøgt at styre andres adfærd, eller reageret på en uhensigtsmæssig måde, fordi du synes det var den eneste (rigtige) mulighed.

Næste gang det sker, så håber jeg at have inspireret dig til at tænke på en tennisbane. Du kan øve dig med sætninger som:

 

  • Okay, der bliver skudt en bold over på min banehalvdel nu, vil jeg spille ”tennis”?
  • Har jeg lyst til at ligge op til hård duel, eller vil jeg hellere bare have en stille og rolig match, eller vil jeg hellere vente med at spille til i morgen?
  • Hvilke valgmuligheder har jeg i denne match?
  • Jeg må hellere give besked om, at jeg synes vi skal spille double og finde en løsning.