”Det er kvinderne, der ville skilles. De får hurtigere nok af mændene af hverdagens konflikter – og af at føle sig som et nødvendigt onde i stuen.”

 

Næsten fire ud af ti ægteskaber ender med skilsmisse. Og vi går hurtigere fra hinanden end tidligere.

 

Vi når end ikke at have syvårskrise med hinanden længere. For oftest er vores førstefødte barn kun fire år gammelt, når vi ikke kan holde ud at dele hverdagen med hinanden længere.

 

Hos Statsforvaltningen registrerer de ikke, om det er manden eller kvinden, der indgiver begæringen om skilsmisse. Og over halvdelen af de blanketter, de modtager, er underskrevet af begge parter.

 

Kærlighedsnarkomaner
Alligevel er parterapeut og konfliktmægler Ingrid Ann Watson ikke et sekund i tvivl om, at det i mindst tre ud af fire brudte ægteskaber er kvinden, som smider manden ud.

 

“Kvinderne er hurtigere til at gå end mændene, fordi vi er så afhængige af at føle os elsket. Det er hele vores omdrejningspunkt. Og en del af at blive elsket er, at hverdagen fungerer. At partneren er der for én – ellers er det lige meget. Kvinderne vælger at blive skilt frem for at for at gå at være skuffet eller føle sig selv som et nødvendigt onde i stuen”, siger Ingrid Ann Watson.

 

Mændene bliver længere i ægteskabet, fordi de er mere konfliktsky end kvinderne. De har slet og ret ikke lyst til at være ’den onde’:
“Og så er de bange for at blive ensomme”, påpeger Ingrid Ann Watson.

 

Som små hunde
Hos kvinderne er det følelserne, der udløser beslutningen. Mændene reagerer på det seksuelle, hvis de vil bryde forholdet.
“Mange mænd føler sig som en lille hund, når de skal bede om sex. Og når de endelig får sex, får de ikke lov til at bestemme hvornår eller hvordan. Den seksuelle afsavn kan være mændenes grund til at gå, i sær hvis de oplever, at andre mænd bliver anerkendt af deres koner – altså at det ikke er alle, der er gift med en sur kælling, som ikke gider have sex og taler grimt”, siger parterapeuten.
Ingrid Ann Watson oplever også i sin rådgivning, at mændene gang på gang giver udtryk for, at de gennem deres job er skaffedyr, så familien for eksempel kan tage på ferie. Men de oplever, de ikke får nogen cadeau for at komme hjem med ’det største bytte’: “De forstår simpelthen ikke, at kvinderne er uimponeret over deres job og indtjening. Det afgørende er, at de ser hende, så hun føler sig elsket”.

 

Træk vejret
Hun opfordrer kvinderne til at tænke sig grundigt om, før de skrider – og mændene til at lade være med fluks at indgå i et nyt forhold.

 

“En skilsmisse kommer aldrig, som et lyn fra en klar himmel. Men man bliver alligevel chokeret, når den kommer. Og det kommer også bag på mange, hvor svært det er”.

 

Nogle af børnefamilierne kan umiddelbart opleve separationen som en fordel, fordi de deler børnene. En uge hos hver. Det giver plads til at fokusere på karrieren i den børnefrie uge. Men efter kort tid kommer sorgen over, at vores ægteskab ikke er lykkedes, påpeger konfliktmægleren: “Vi græder over kollapset af kærlighedsdrømmen. Og så er vi eventyrlig gode til at fortrænge. Vi husker det gode, derfor kommer mange også til at fortryde skilsmissen”.

 

Svære trekanter
Men når kvinderne er klar til at give forholdet en ny chance, så har mændene ofte fundet sig en ny kæreste. Der går i følge Ingrid Ann Watson længere for kvinderne, fordi »de skal have hjerne, hjerte og underliv skal være med«, mens sidstnævnte er nok for mændene.

 

Hun oplever også flere og flere skilsmissesager, der starter med utroskab eller at den ene i ægteskabet har tabt sit hjerte til en anden:
“Jeg oplever, at mange kvinder er ’smarte’ og ikke fortæller deres partner om den tredje part for at komme bedre ud af skilsmissen”.

 

Og det handler ikke om fordelen af dyre designermøbler, men får at opretholde respekten og den gode tone med eks’en: “Trekanter i skilsmisser er noget lort, det er så svært”.