Kære sexolog

 

Jeg er en ung kvinde på 32 år som elsker min mand meget højt og mener at jeg har fundet manden i mit liv.

 

Alligevel har jeg ikke lyst til sex med ham – vi elsker jævnligt, fordi jeg er bange for at han ellers vil forlade mig, men det er uden min lyst.

 

Hvordan får jeg lysten tilbage? Skal jeg forlade ham – jeg mener, dette er vel ikke rimeligt for ham, han kan jo godt mærke at jeg ikke har lyst til sex?

 

Mvh
”Den aseksuelle”

 

Svar:

 

Kære Aseksuelle
Tak for dit brev. Lad mig indledningsvist sige, at fordi du i en periode ikke har lyst til sex, så er du altså ikke aseksuel.

 

Og dernæst, du er bestemt ikke den eneste kvinde, der trods ægtemandens mange gode egenskaber, ikke har lyst til ham. Det er rart med selskabet, men intim nærhed – nej tak. Sådan er der rigtigt mange kvinder, der har det i perioder. Det kan skyldes graviditet, fødsel, menopause eller andre ting. Det er ganske naturligt, at vi kvinder og vores kroppe reagerer alt efter, hvad vi oplever og hvor vi er i vores liv.

 

Grundene til din manglende lyst kan være mange og ikke alt er belyst i dit brev, så jeg bliver nødt til at skyde lidt i blinde.

 

Kan din manglede lyst skyldes at du er utilfreds med dit udseende? Er du som rigtigt mange andre kvinder utilfreds med din krop og synes at dellen, der er for meget? Hvis det er tilfældet, kan det være en årsag til, at du undgår at vise dig for din mand og at lysten forsvinder.

 

Føler du, at du står for de fleste opgaver i hjemmet? Eller er der noget du går og surmuler over – uden at få det sagt til din mand for at undgå skænderier? Så kan det være årsagen til at du ikke gider ham. Hvis vi kvinder lukker vores hjerter, så lukker vi også af for sexen. Ikke at det er en handlesvarer, men sådan er mekanismen.

 

Generelt er kvinder sådan indrettet, at vi ikke normalt ikke har lyst til sex, før opvasken er taget, stuen ryddet osv., hvor mænd ofte vil have sex først også kan vi klare de andre ting bagefter.

 

Kønnene er indrettet forskelligt og vi bliver nødt til at finde en balance mellem disse forskelle, så begges behov bliver tilgodeset. Vi kvinder må øve os i at være meget mere i nuet og nyde det, i stedet for at tænke i praktiske baner og gå glip af dejligt samvær med vores partner. Omvendt må mændene være med til at tage ansvar for de mange opgaver, der er i hjemmet, så kvinderne ikke kommer til at fungere som de rene servicemaskiner.

 

Skyldes den manglende sexlyst manglende tid? De fleste af os når rigtigt meget gennem vores dag – arbejde, møder, indkøb, venner, fitness, osv. osv. Sjovt nok sætter vi sjældent tid af i kalenderen til at være kæreste, men vælger at tro på, at det nok går alligevel. Men prisen for at nedprioritere vores parforhold kan være vel blive et hensygnende sexliv. Derfor skal vi blive bedre til at opprioriterer vores parforhold og sex.

 

Dit problem er måske, at du ikke nyder sex, fordi du har haft en eller flere ubehagelige oplevelser i forbindelse med sex.

 

Under alle omstændigheder synes jeg, at du bør tale med din mand og fortælle ham, hvordan du har det. Hvis du ikke har indviet ham i dine tanker, så han ved hvorfor du ikke gider sex med ham, så vil han føle sig afvist og utilstrækkelig, når han oplever dit manglende engagement i sengen. At afvise en mand kan gå udover hans potens, da hans manddom krænkes. Og den negative spiral fører ikke til noget konstruktivt overhovedet.

 

Om du skal forlade ham må være din beslutning, men prøv nu at starte med at tale med din dejlig mand og se, om I ikke kan gøre fællesfront mod det, der piner dig og frarøver dig din lyst, i stedet for at gøre det til en fjende, der skader jeres ægteskab.

 

Held og lykke
Hilsen sexologen