Mor og far skal skilles!
Skal din mor og far skilles, så er det helt naturligt, at du har mange tanker og følelser omkring det. Måske er du bange, ked af det, gal, forvirret – eller måske er du lettet, fordi der har været så mange problemer hjemme, at du næsten ikke har kunnet holde det ud.
Der kan være mange grunde til, at din mor og far går fra hinanden. De har måske haft problemer gennem mange år, og de har garanteret kæmpet for at blive sammen. Nogle gange kan det bare ikke lade sig gøre at mor og far bliver sammen, uanset at de gerne ville det, fordi de helst ville undgå at såre dig.
Her kan du se nogle af de grunde der kan være til, at din mor og far skal skilles:
- De er vokset fra hinanden. Det betyder, at de ikke længere vil det samme
- De elsker ikke hinanden længere
- De kan ikke finde ud af at være kærester
- De har det ikke rart sammen og kan måske slet ikke finde på noget at tale med hinanden om
- Måske er de uenige om, hvor meget tid de skal bruge på deres arbejde, uden at de vil eller kan finde en løsning på det
- En af dem har fundet en ny kæreste
- Måske er der en af dem der drikker for meget alkohol, eller måske er der en af dem der slår
Måske kender du slet ikke årsagen. Måske er det også ligegyldigt for dig fordi de uanset hvad årsagen er, har fundet ud af, at de ikke kan finde ud af at bo sammen. Uanset, hvad der er årsagen til, at de går fra hinanden, så skal du huske, at det IKKE er din skyld, at de ikke kan bo sammen. Det er ikke fordi du har gjort eller sagt noget, som de ikke syntes var rigtigt. Børn har aldrig skylden for, at mor og far går fra hinanden.
Det kan være meget svært at være dig, når dine forældre flytter fra hinanden. Det er helt forståeligt, at du har det svært og det er helt okay, at du reagerer på de forandringer der sker.
Dine forældre elsker dig stadigvæk højere end noget andet. Måske har de lige nu så mange problemer selv, at du næsten ikke syntes at de ser dig og ligger mærke til hvordan du det.
Du skal huske at fortælle din mor og far om, hvordan du har det. Selvom din mor og far også er kede af det, så skal du ikke være bange for at fortælle dem, hvordan du har det. De bliver ikke mere kede af det, fordi du fortæller dem, hvordan du har det. De vil måske endda syntes at det er nemmere, hvis du fortæller ærligt, hvordan du har det, i stedet for at de skal gætte sig til det.
Du kan læse meget under emnet tanker og følelser.