Måske har din mor eller far fået en ny kæreste. Det kan være svært at møde nye mennesker, hvis du slet ikke har vænnet dig til, at dine forældre er blevet skilt endnu. Måske har du haft et håb om, at dine forældre ville flytte sammen igen, og det forsvinder, når der kommer nye kærester til.

 

Måske kan du rigtig godt lide din fars nye kæreste, men syntes ikke du kan være bekendt overfor din mor at vise, at du godt kan lide din fars nye kæreste. Eller omvendt, hvis det er din mor der har fundet en kæreste. Du vil få det bedst med at være helt naturlig omkring det, og fortælle, hvordan du har det.

 

Nogle har det måske slet ikke så svært, at mor og far bliver skilt, når først alle ting er på plads med hvor du skal bo, hvor meget du skal være sammen med din mor og din far osv. Det er kun godt, at du ikke har det så svært ved alle de nye ting der sker. At du måske ligefrem syntes, at det er lidt spændende.

 

Andre har det rigtig svært med det hele.

 

Hvis din mor eller far, eller måske dem begge, har fundet en ny kæreste, så er der pludselig nye voksne, som du skal lære at kende. Måske er der også nogle børn, som pludselig skal være en del af din familie.

 

Måske har du slet ikke vænnet dig til, at dine forældre er blevet skilt, og det kan derfor være rigtig svært for dig at møde de nye mennesker. Det er okay at sige, at du ikke er klar til det lige nu. Så kan I lave en anden aftale om, hvornår I skal mødes.

 

Husk, at det ikke er de nye kærester skyld, at dine forældre er blevet skilt. Det kan måske hjælpe lidt at tænke over det, hvis du bare slet ikke kan lide de nye kærester. Måske føler du dig lidt svigtet af dine forældre og er bange for, at de ikke elsker dig lige så højt, nu hvor de også er blevet glade for en ny voksen person og måske nogle nye børn. Dine forældre vil altid elske dig højt, og det vil intet kunne lave om på.

 

Når du er klar til at møde de nye kærester, så tænk på dem, som nogle nye mennesker som gerne vil lære dig at kende. De skal ikke erstatte din mor eller din far, men du får nu 4 ”forældre / voksne”, som vil være der for dig.

 

De nye kærester er sikkert nervøse for at møde dig. De vil rigtig gerne have, at du kan lide dem og måske opfører de sig lidt underligt i en periode, fordi de så gerne vil have, at du skal kunne lide dem.

 

Det bedste er at opføre sig naturligt og tale om tingene. Der er ingen der siger, at du skal elske dine forældres nye kærester fra den første dag, eller nogensinde.

 

Måske føltes det slet ikke okay, at dine forældre finder nye kærester. Du vil bare helst have dem for dig selv. Det er også okay at have det sådan. Men husk på at, dine forældre også har lov til at have et voksent liv. Når du er hos eksempelvis din mor, har din far måske brug for en voksen at være sammen med. Normalt taler voksne også om andre ting sammen med voksne, end de gør med børn. Så det kan være godt for dine forældre at finde en ny kæreste, men det betyder ikke, at du nødvendigvis skal være lige så glad for de nye kærester, som dine forældre er.

 

Det er okay, at det taget tid, inden du har vænnet dig til de nye voksne. Og det er også okay at have brug for at have dine forældre lidt alene i den første tid, efter at de har fundet nye kærester.

 

Det vigtigste er, at du fortæller dine forældre og måske deres nye kærester, hvordan du har det og, at I respekterer hinandens behov.

 

Måske er du kommet til at holde rigtig meget af din mor eller fars nye kæreste – din bonusmor eller bonusfar – det er også helt okay og det skal du ikke være flov over. At du rigtig godt kan lide din nye bonusmor eller bonusfar betyder jo ikke, at du elsker dine rigtige forældre mindre.

 

Måske har du også fået nye bonussøskende. Det kan også være svært. Måske er du jaloux, når dine nye bonussøskende får opmærksomhed fra din mor eller far, måske gider du slet ikke have flere søskende. Måske bliver I rigtig gode venner og du er glad for at have flere søskende. Alle følelser og tanker er tilladte.

 

Selvom du kan have det svært med nogle af de ting der sker, så er det en god ide at respektere din mor eller fars voksenliv. Og uanset hvilke tanker og følelser du har omkring de nye mennesker, så skal du huske at opføre dig retfærdigt overfor dem. Du behøver ikke at elske dem, men du skal behandle dem, som du selv gerne vil behandles – det kommer du længst med. Det vil give dig færre problemer og mindre ondt i maven, for ingen kan jo lide at være dumme overfor andre.