Din mor og far har det helt sikkert rigtig svært med, at de skal skilles. De har nok haft problemer længe og nu er der en af dem, som har besluttet, at de ikke kan blive ved med at være sammen. Det er næsten altid enten mor eller far der tager beslutningen om, at de skal skilles, fordi den ene af dem hurtigere end den anden, ikke vil kæmpe mere for at blive sammen. Uanset hvad din mor og far siger, så er det ikke kun den ene af dem, der er skyld i, at de skal skilles.

 

Når voksne lever sammen som par, så er de begge to ansvarlige for, at de har det godt med hinanden og når der er problemer, så har de begge to skyld. Det er umuligt, at det kun er den ene der har opført sig forkert, uanset at nogle voksne glemmer det, når de skal skilles og derfor er kede af det og bange for fremtiden.

 

Voksne kan nemlig også godt være bange og kede af det, det er bare tit, at de glemmer at fortælle det til nogen. I stedet for at vise, at de er bange og kede af det, så skælder de måske ud og vil slet ikke tale med nogen om problemerne.

 

Måske føler du, at de opfører sig anderledes over for dig. Måske skælder de mere ud, er sure hele tiden, har mange hemmeligheder for dig, er mere trætte eller noget helt andet. Det er ikke fordi du har gjort noget forkert, eller fordi du er anderledes end du plejer, men fordi de har det svært og ikke har overskud til ret meget.

 

Det er rigtig ærgerligt, at det går ud over dig og det er vigtigt, at du fortæller dine forældre, hvordan du syntes de er. At du bliver ked af det, fordi de gør, eller siger noget, som du ikke syntes er rimeligt. At du fortæller, at du bliver bange, når de ikke er som de plejer. Måske kan de ikke lave om på det hele lige nu, eller blive helt de samme forældre, som de var før de skulle skilles, men de vil helt sikkert tænke over det.

 

Hvis du ikke syntes, du kan tale med dine forældre om det, så find en anden voksen person, som du har tillid til.

 

Måske kan dine forældre slet ikke finde ud af at tale med hinanden længere. Måske skændes de meget om ting som du slet ikke forstår, også efter, at de er flyttet fra hinanden. Husk, at de voksnes problemer ikke er noget du skal blandes ind i. Måske glemmer din mor eller far, at du ikke er voksen og fortæller dig om alle problemerne. Det er okay at sige, at du ikke vil blandes ind i deres problemer, det betyder ikke, at du ikke elsker dem

 

Det vil tit være sådan, at I stadig bor sammen alle sammen, i et stykke tid efter, at du har fået at vide, at dine forældre skal skilles. Det kan være rigtig svært, fordi dine forældre ikke længere har noget særligt at tale med hinanden om, eller fordi de skændes hele tiden. Alle er kede af det, og ved, at I ikke skal bo sammen, alle sammen, ret meget længere.

 

Det er okay, hvis du syntes det er ubehageligt, når du kan mærke, at de ikke gider tale sammen, eller at være hjemme på samme tidspunkt. Hvis du spørger ind til det, er det ikke sikkert, at du får et svar, som du kan forstå og det gør dig bange. Måske forsøger du at sige noget sjovt, eller at holde en samtale i gang, uden at det rigtig bliver bedre. Eller måske forsøger du at trøste dem, fordi du kan se eller mærke at de er kede af det.

 

Du er ikke ansvarlig for de voksnes problemer og de kan ikke være bekendt, hvis de fortæller dig hemmeligheder, som du ikke må fortælle videre. Det er ikke rart, hvis du bliver blandet ind i de voksnes problemer eller skal høre på det, hvis de siger alt muligt grimt om den anden af dine forældre. De glemmer helt, at du elsker din mor og far lige højt og ikke kan lide, når der bliver talt grimt om dem. Det er okay at sige fra overfor de voksnes problemer, de voksne er ikke dit ansvar.

 

Hvis det er svært at være dig, så kan du få det rigtig dårligt, hvis du ikke taler med nogle om, hvordan du har det. Du kan få ondt i hovedet, få ondt i maven, være svimmel eller noget helt andet. Det er vigtigt, at du taler med nogle voksne om, hvordan du har det. De voksne kan ikke ændre på, at dine forældre skal skilles, men de kan hjælpe dig med de spørgsmål, tanker og følelser du har.

 

Du skal heller ikke tænke på, hvad du kan fortælle om det du har oplevet hos din mor eller far. Du skal opføre dig, som om det er det mest naturlige i verden, at du har det godt, uanset om du er hos din mor eller far. Du oplever selvfølgelig ting der hvor du er, ting som du har lyst til at fortælle videre – gør det uden attænke på, om din mor eller far bliver ked af det. Det er de voksnes problem, hvis de bliver kede af det, ikke dit.
De voksne glemmer måske helt, at de helst vil have, at du har det godt, uanset hvor du er, og hvem du er sammen med.